Ofte stillede spørgsmål
- Detaljer
- Oprettet Tirsdag, 01 februar 2011 10:07
Her kan du læse hvilke spørgsmål og svar der melder sig i forbindelse med den forestående proces om at skabe Nationalpark Skjern Å. Du kan også selv stille spørgsmål på mailadressen JLIB_HTML_CLOAKING . Spørgsmålene vil blive besvaret og lagt på hjemmesiden hurtigst muligt.
Hvad er en nationalpark i Danmark?
Folketinget har besluttet, at en dansk nationalpark skal være er et større velafgrænset område, hvor naturen og andre værdier skal styrkes og udvikles gennem en samlet planlægning baseret på frivillighed og lokal indflydelse.
Kodeordene for en dansk nationalpark er planlægning, frivillighed og lokal indflydelse. Det vil sige, at samarbejdet mellem aktørerne; staten, kommuner, beboere, lodsejere, naturgæster og andre interessenter er altafgørende for, hvordan det videre forløb med nationalparken udvikler sig.
Nationalparker på finansloven
Hvert år vil der på finansloven blive afsat en økonomisk bevilling til nationalparkerne.
De nuværende ejerforhold vil ikke blive ændret – selv om et område bliver oprettet som nationalpark.
Er en nationalpark det samme som en naturpark?
Nationalparker er ikke det samme som naturparker
Der er flere naturparker i Danmark, bl.a. Naturpark Maribosøerne og Farum Naturpark. Naturparkerne har mange lighedspunkter med nationalparker, da de rummer store natur- og kulturhistoriske værdier og da friluftsliv og formidling spiller en central rolle.
Der er dog den væsentlige forskel, at nationalparker er nationale områder. De skal rumme natur og landskaber af national interesse, de er oprettet ved lovgivning og modtager statslig finansiering. Naturparker er derimod oprettet på lokal eller regionalt initiativ og modtager ikke direkte statslige midler.
Hvilke regler gælder for færdsel i en nationalpark?
Der gælder de samme regler for færdsel i naturen i nationalparker som for færdsel i den natur, der ligger uden for nationalparkerne. Der er altså ingen forskel på, hvad man må hvor.
Vil udpegningen af området som nationalpark betyde, at der nu vil komme flere naturgæster og turister her på egnen?
Ja. Det er forventeligt, at der kommer flere gæster til området. Rapporter fra de ti gennemførte pilotprojekter har vist, at man må forvente væsentligt flere gæster og turister. Det er en opgave for nationalparkbestyrelsen at planlægge færdslen, så beboere og lodsejere ikke kommer til at opleve for store gener.
Betyder det, at naturgæster og turister nu får adgang til at færdes på min grund?
Nej. Reglerne for færdsel i naturen er de samme – uanset om et område bliver en del af en nationalpark eller ej.
Hvad er det specielle ved nationalparkerne?
Nationalparkerne omfatter nogle af Danmarks mest enestående og værdifulde naturområder og landskaber - områder, som har både stor national og international betydning.
Hvordan udvikles nationalparkerne?
Der skal ske en styrkelse af naturen, de kulturhistoriske værdier og muligheden for friluftsliv og naturoplevelser. Hovedformålet er at styrke naturen, f.eks. ved at skabe større sammenhængende naturområder.
Kan jeg selv få indflydelse på, hvordan nationalparken vil blive etableret?
Ja. Inden området kan udpeges som nationalpark, skal der først gennemføres en offentlig debat- og høringsperiode på mindst fire måneder. Under debat- og høringsfasen har du mulighed for at give din mening til kende. Hvis du ejer jord inden for det udvalgte område, vil du få tilsendt det udarbejdede forslag til nationalpark.
Bliver jeg omfattet af nye regler og love, når området er udpeget som nationalpark?
Nej. Der kommer ikke nye regler eller love, når en nationalpark udpeges.
Medfører det restriktioner og forpligtelser, at jeg bor eller ejer jord i et område, der er udpeget som nationalpark?
Nej. Det har ingen retslig betydning, at dit område er udvalgt som nationalpark. Der kommer ikke nye restriktioner eller lign, fordi et område bliver udpeget som nationalpark. Hvis du er lodsejer, er det frivilligt, om du vil indgå aftaler med nationalparkens bestyrelse om fx ændret drift af dit areal mod betaling. Hvis du bor i nationalparken, vil du få bedre muligheder for at opleve naturen. Og hvis du ejer jord, vil du få flere muligheder for blandt andet at lave naturvenlig drift.
Vil det medføre udgifter for mig at eje jord i en nationalpark?
Nej. Du vil ikke blive mødt af nye afgifter eller gebyrer som beboer eller lodsejer.
Hvem skal jeg henvende mig til med spørgsmål vedrørende nationalparken?
Mens forslaget om nationalparker er til debat og høring, skal du kontakte:
Skov- og Naturstyrelsen,
Blåvandshuk,
Åholtvej 1,
6840 Oksbøl.
Mail:
JLIB_HTML_CLOAKING
tlf. 76 54 10 20



Om NP Skjern Å